Nyheder på Brejninggaard.dk

Elevforeningen arrangerer en gymnastik tur til Prag i efterårsferien 2010. Nu er der mulighed for at hente programmet  i vores download sektion  Læs mere under Elevforeningen.

Nyhedsbrev

Her kan du tilmelde dig nyhedsbrev og få invitationer tilsendt fra Brejninggaard Efterskole. Forældre Elevforeningen Alle interesserede Venligst registrer til websiden før du kan vælge en liste. No account yet? Register
Forstander
Nyhedsbrev april 2010 PDF Udskriv Email
 
 
Nyhedsbrev, april 2010
 
 
Kære forældre.
 
 
Med solskin over Brejninggaards nyvaskede lokaler og værelser hejste vi flaget, fordi vi fik besøg af vore elevers bedsteforældre. Fredag den 9. april var hallen fyldt med forventningsfulde bedsteforældre, som var klar til at se vore elevers flotte opvisning. Igen i år var der stor tilslutning til dagen. 130 bedsteforældre havde tilmeldt sig på forhånd, og da vi sagde velkommen i hallen, var der mindst 200. Vi fandt hurtigt nogle flere stole frem, så alle kunne få en siddeplads. Efter opvisningen var vi alle samlet i spisesalen, og i den nye ankomstbygning, hvor der bla. var hvide boller med smør samt specier, og snakken gik lystigt. Vore elever var nogle gode værter for bedsteforældrene. Efter kaffen gik vi i foredragssalen, hvor vi sang fællessange og grinede i fællesskab til Knud Tarpgaards lune fortællinger fra det virkelige liv.
Lige så vigtigt som det er at se fællesskabet blomstre, lige så stor en oplevelse kan det være at opleve enkelte elevers enestående kompetencer på et felt. I en fuldstændig stille foredragssal var vi vidner til en stor musikalsk oplevelse, da nogle af vore elever på forhånd havde indspillet musik, som Lotte sang fantastisk til. Inden vi sagde farvel til bedsteforældrene, viste vore elever stolt rundt i alle hjørner af Brejninggaard. Det var en stor fornøjelse for mig at møde elevernes bedsteforældre, der kunne fortælle mig om alle de børnebørn, de har haft på Brejninggaard, og nogle kunne fortælle om, da de selv var elev på Brejninggaard.
 
I sidste uge var vi til RAR-stævne i Herning. Dette var en helt særlig oplevelse for alle os på sidelinien. Kun overgået af det sus, det gav eleverne, da de blev klappet frem af omkring 5000 tilskuer. De var på den ene side høje og euroforiske over den ramme og scene, der var sat, og samtidig ydmyg overfor kravene til at yde deres bedste. Brejninggaard leverede et brag af en opvisning, og det var en sand fornøjelse. Elevernes indsats har medført, at vi har takket ja til en indbydelse fra DGI Vestjylland til at komme til Egns-opvisningen i ROFI-Centret på onsdag. Denne opvisning er kun for udtagne hold.
 
I den sidste periode har vi rost eleverne meget. Ros kan føre til større selvtillid og i enkelte tilfælde til overmod. Dette har vi desværre måttet sande i slutningen af denne weekend. På trods af, at eleverne udtrykkeligt ved, hvad de må og ikke må i vores springfacilliteter, har nogle af vore drenge i denne weekend tilsidesat vores sikkerhedsprocedurer i forbindelse med brug af minitrampolin og stortrampolin. Vi kunne i mandags konstatere, at vores minitrampolin og stortrampolinerne var blevet benyttet, uden opsyn af en uddannet springinstruktør. Vi havde i går en alvorlig samtale med eleverne, hvor vi klargjorde for dem, at så længe vi ikke kunne have tillid til, at de selv kunne være i springcentret, ville springcentret være lukket i tiden uden for undervisning. De involverede elever har heldigvis meldt sig, og jeg er sikker på, at eleverne har forstået vigtigheden af vores sikkerhedsprocedurer i forbindelse med brug af springfaciliteterne. Elevernes indstilling i samtalerne har genoprettet og styrket vores tillid til eleverne.
 
Jeg vil gerne takke alle de forældre, der efter sidste nyhedsbrev har haft en samtale med deres børn om det høje sodavandsforbrug. Vi har konstateret, at der i den forgangne periode er blevet drukket færre sodavand. Det er dejligt at mærke jeres vilje til at samarbejde.
 
  
Denne weekend har været præget af høj aktivitet. Der var på forhånd lagt op til en action-præget weekend med fest, casino, natteløb og skydebane. Temaet for vores afholdte kontaktholdsweekend var James Bond, og alle de deltagende elever var meget engagerede i at gøre klar til weekendens aktiviteter. Vagtlærerne har fortalt mig, at da eleverne næste dag skulle rydde op, var det en sand fornøjelse at se, hvordan eleverne gik til opgaven med stort ansvar og hjælpsomhed. Da jeg senere på aftenen mødte nogle drenge uden for drenge-husene, fortalte de mig, at det har været en af de sjoveste weekender, de har haft på Brejninggaard.
 
 
Mange hilsner
 
 
Alan Larsen
 
 
 
Aktiviteter:
 
Tirsdag den 20. april                          Musikfestival på Dejbjerglund Efterskole kl. 19.00
 
 
Fredag   den 23. april                          Forældreaften på BE kl. 19.00-22.00
 
Tirsdag den 27. april                          EGS-Stævne i Haderslev
                                                         I er som forældre velkomne til at komme og kigge. Der er 300 pladser.
                                                         Billetter kan købes på www.haderslevbilletten.dk
 
Lørdag    den 8. maj                           Eleverne skal blive på skolen fra fredag til lørdag.
                                                         Opvisning på BE til Elevmøde/jubilardag kl. 15.00.
                                                         Eleverne har fri kl. 17.00 denne dag.
 
Fredag   den 28. maj                           Udendørs opvisning kl. 16.00 til Sportsfest i Abildå
                                                         Eleverne må tage hjem fra BE kl. 18.00.
 
Blive-weekend:
Lørdag den 19. juni                           Opvisning til Sportsfest i Herborg
 
Søndag den 20. juni                           Opvisning i Jyllands Park Zoo kl. 14.00
                                                         Der er mulighed for jer som forældre og søskende at grille sammen
                                                         med eleverne i parken kl. 12.00.
                                                         Der kan købes grupperabat-billet ved tilmelding til skolen.           
 
 
Nyhedsbrev marts PDF Udskriv Email
 
Nyhedsbrev, marts 2010
 
Kære forældre.
 
Så kom foråret endelig. Et forår, hvor sneen var længe om at smelte og et forår, hvor vi har holdt varmen ved at se de unge menneskers glade ansigter og stolte smil ved vore gymnastikopvisninger.
 
Marts måned har i år været en særlig travl måned på Brejninggaard. Samtidig med mange arrangementer/
gymnastikopvisninger i og udenfor huset, har vi haft besøg af forældre og elever til det kommende skoleår. De har været til et informationsmøde i små hold, hvor vi har fået forklaret vore holdninger og vor dagligdag her på Brejninggaard. Forventningsafklaring er en vigtig proces inden vore kommende elever starter efter sommerferien. Denne proces afrundes med en ”Nye Elevers Aften” onsdag den 24. marts, hvor vi skal vise vores gymnastik, koret skal synge og Elevholdet 2010/11 er samlet for første gang. Det er en god fornemmelse, at vi allerede her midt i marts har overblik over det kommende elevhold.
 
Fredag den 9. april får vi besøg af en fotograf. Vedlagt dette brev er en bestillingsseddel, som eleven skal medbringe på dagen med jeres underskrift. Eleverne er velkomne til at aflevere sedlen til Anita på kontoret.
 
Vi vil gerne sige tak til jer forældre for det possitive medspil i forbindelse med vores nylig afholdte skole-hjem samtaler. Som opfølgning på samtalerne vil I som forældre altid være velkomne til at kontakte faglærerne om, hvordan eleven udvikler sig i fagene.
 
I forbindelse med Line’s barsel har vi haft en virkelig vanskelig opgave med at finde en uddannet vikar som afløser. Dette betyder, at 9.a og 9.b i perioden frem til nu har mistet henholdsvis 8 og 9 tysk-timer. Jeg har talt med nogle af eleverne om det og aftalt med deres nye tysk-lærer Inger Sørensen, at klasserne her i foråret vil få nogle ekstra timer i tysk.
 
Drengene på dette elevhold har et meget højt forbrug af sodavand, og vi har netop indført en ny sorterings-metode, hvor de tomme dåser skal i et særligt affaldsstativ med en klar plastpose. Pedellerne har over en periode ud fra emballagen talt sammen på drengenes sodavandsforbrug. Der er gennemsnitligt blevet drukket 300 dåsesodavand om ugen, hvilket jo giver ca. 6 pr. elev, og da vi ved, at nogle af eleverne ikke drikker sodavand, er der andre, som har et væsentligt højere forbrug. Vi ønsker ikke at forbyde sodavand på Brejninggaard Efterskole, men er bekymrede for nogle af drengenes store udsving i blodsukker og deraf manglende koncentration i de boglige fag.
 
”Kald det kærlighed” havde i fredags nær lettet taget på foredragssalen. Eleverne sang, så det var en stor fornøjelse, godt hjulpet af Søren Arnth, som spillede guitar til. Eleverne er kommet til mig med et stort ønske om, at vi om fredagen kunne afslutte ugen postitivt og festligt og gå til weekend med højt humør. 2 andre guitarister på skolen har også meldt sig til at skabe god stemning. Hvor er det dejligt at mærke dette elevholds store glæde ved fællesskabet om sang og musik.
 
 
Mange hilsner
 
Alan Larsen
 


Download

Valid XHTML & CSS | Template Design hbrweb | Copyright © 2009 by Brejninggaard Efterskole og hbrweb.dk

Valid XHTML 1.0 Transitional

Valid CSS!